Dagbog fra en perfekt uge i vores lejede sommerhus i Sydfrankrig

Vi var afsted i juni måned med vores børn på 10 og 13 og med vores engelske venner Illy og Rowan. De ville gerne ud og se en masse seværdigheder, mens vi selv mere trængte til at slappe af og få sæsonens første sol på kroppen.

Lørdag
Efter en fin 2-timers flyvetur til Nice, hvor vi fik set Alperne ovenfra, landede vi i Nice lufthavn, hvor vi hurtigt fik udleveret vores to lejebiler. Vi havde bestilt en praktisk bil med plads til al bagagen, og Illy og Rowan have bestilt en lækker cabrio. På vej op til sommerhuset fik vi købt ind i Carrefour, så vi havde mad til både lørdag og søndag. I Carrefour kan man bl.a. få 2 kg kæmperejer for ingen penge plus en god Chablis, som røg direkte i fryseren, da vi ankom til huset.

Turen op til huset var meget smuk. Først kører man ca. 10 minutter langs floden Var på en nyanlagt motorvej, og derefter går de sidste 12-15 minutter med at køre op ad en bjergvej med utroligt smuk udsigt til dalen og til de gamle middelalderbyer, som ligger som ørneborge højt over dalen.

Frokosten og eftermiddagen blev tilbragt på terrassen og ved poolen. Ungerne var ikke til at få op af vandet, og vi voksne fik et tiltrængt hvil på solbænkene lige ved poolen.

Vi valgte at spise ude den aften og fandt den lokale restaurant 600 meter fra huset. Den er faktisk nævnt i Michelin-guiden, men har dog ikke nogen stjerne, så priserne var rimelige og maden var supergod. Efter middag fik vi en ekstra flaske Côtes du Rhône på terrassen. Vi tændte lyset i poolen og ungerne fik lov til at aftenbade, hvilket var et stort hit. Og vi voksne kunne samtidigt nyde det fantastiske syn, når det blev mørkt, og lysene blev tændt nede ved Rivieraen. Huset ligger 400 meter over havoverfladen og med helt frit udsyn ned til kysten. Man kan se kysten, som er 18 km væk, og skibe ude på Middelhavet, som er mindst 50 km væk. Det er ikke tit, vores øjne har lejlighed til at se så langt.

Søndag
Vi nød den totale stilhed og sov lidt længe. Rowan kørte efter morgenbrød og croissant’er i det lokale minimarked 600 meter fra huset, og morgenmåltidet blev indtaget ved poolen. Illy havde forinden taget en løbetur til nabobyen, som ligger 5 km væk. Turen havde været utroligt smuk og behagelig, da vejen dertil er næsten vandret hele vejen.

Vi valgte at tage til stranden den dag for at mærke Middelhavets salte turkisblå vand, og det var en super oplevelse. Man flyder næsten oven på vandet pga saltet, og det var ligeså varmt som poolen. Stranden ved St Laurent du Var er nyanlagt med fint sand og gode muligheder for at købe is, øl og en burger til frokost. Man kan vælge at ligge på en betalingsstrand, hvor man kan leje solbænke, men vi valgte bare at ligge på den gratis offentlige del af stranden.

Aftensmaden blev pizza’er på terrassen, som vi hentede i den lokale landsby’s pizzeria. Heldigvis havde vi købt rigeligt med rødvin i Carrefour, for når man ikke skal køre bil, og når vinen er til Carrefour-pris, så ryger der lidt mere ned.

Mandag
Illy og Rowan var som sædvanligt eventyrlystne, så de tog cabrio’en og kørte til Monaco og Monte Carlo. Turen dertil tog de ad Corniche Moyenne, som er bjergvejen langs Rivieraen på den ”mellemste hylde”. Der er også en Corniche Basse helt nede ved vandet og en Corniche Grande oppe på toppen af bjergskrænterne. Monaco havde været flot og hektisk med Ferrarier og Maseratier over det hele og et flot syn med huse og veje pakket sammen på et lille område, hvor man kan gå fra den ene ende af fyrstedømmet til den anden på en time.

Vi og ungerne blev hjemme og slappede af ved poolen. Illy og Rowan købte nogle store bøffer på vej tilbage, som vi grillede på sommerhusets fine Weber gasgrill. Og vi sad ude på terrassen lige til midnat. De havde også købt en Calvados XO, som gik vældig godt til kaffen.

Tirsdag
Illy og Rowan var igen hyperaktive og tog nordpå op til baglandets bjergbyer. Meldingen gik på, at cabrio’en kunne køre ret hurtigt rundt i hårnålesvingene på de næsten øde bjergveje. De fik set både Entrevaux, Peillon og bjergkløften Gorges du Cians.

Selv tog vi med ungerne til fun-parken Canyon Forest nede ved kysten, hvor ungerne fik prøvet en kæmpestor klatrepark med bl.a. lange svævebaner henover en flod fra en bjergside til nogle høje træer på den anden side. De var ekstremt stolte over deres bedrifter, og det er de stadig.

Vi var nu blevet så vilde med at grille og spise på terrassen, at vi spiste hjemme hver dag herefter.

Onsdag
Illy or Rowan’s tur gik denne dag vestpå langs kysten til Antibes og Cannes, hvor der blev shoppet og set på kæmpe yachts i havnene.

Vi tog selv en slappedag ved poolen med ungerne og blev enige om, at disse dage var de bedste, hvor vi egentligt ikke skulle meget andet end lige at få købt ind til dagens tre måltider.

Torsdag fik vi Illy og Rowan overtalt til at blive hjemme, selvom deres eventyrlyst trak, og cabrio’en, for at udforske Sydrankrig yderligere.  De indrømmede, at livet ved poolen også har sine fortræffeligheder. Illy fik sig dog lige en løbetur om morgenen med en efterfølgende forfriskende svømmetur i poolen.

Fredag var den sidste hele dag i sommerhuset, hvilket var hårdt at acceptere. Illy og Rowan havde som sædvanligt ild et hvis sted, og overvejede at køre til Gorge du Verdon, som er et af de mest spektakulære steder i Europa – et mini Grand Canyon, hvor man både kan køre langs kanten og sejle op i kløften. Men de erkendte, at den tur måtte de have til gode til næste gang. Vi var nemlig alle enige om, at det var bestemt ikke sidste gang, vi lejede dette skønne sommerhus i Sydfrankrig.

Lørdag blev der spist en god morgenmad og efter en tur i poolen badet og pakket. Vi skulle kun lige køre en opvaskemaskine og feje lidt krummer væk fra terrassen. Resten klarede den inkluderede rengøring i lejemålet. Fem stjerner for denne ferie.

Læs mere om vores feriebolig i Sydfrankrig

Ring til os på Tlf: 3079 6615 

Terrassen er klar til eftermiddagssolen fra syd og vest

Terrassen er klar til morgensolen fra øst og syd

Opholds- og spisestuen

Opholdsstuen